« KRIGSKUNST »
Hvem
står bag brandene på olietankerne i Golfen?
af Manlio Dinucci
Mens USA forberedte en ny eskalering af spændingerne i
Mellemøsten ved at beskylde Iran for angrebet på olietankere i Omanbugten,
mødtes den italienske vice-premierminister Matteo Salvini med en af ophavsmændene
bag denne strategi i Washington, udenrigsminister Mike Pompeo og forsikrede ham
om, at "Italien ønsker at genindtage dets plads som den vigtige partner på
det europæiske kontinent i det største vestlige demokrati". Derved har han
allieret Italien med operationen igangsat af Washington.
"Omanbugt episoden", en casus belli mod
Iran, er en nøjagtig kopi af "Tonkinbugt episoden", 4. august 1964,
som blev brugt som en casus belli til at bombe Nordvietnam, som blev
beskyldt for at have angrebet en amerikansk torpedobåd (en beskyldning, som
senere blev bevist, var falsk).
I dag viser en video, udsendt af Washington, besætningen
på en påstået iransk patruljebåd fjerne en ueksploderet mine fra en olietankers
skrog for at skjule dens oprindelse (fordi minen angiveligt ville bære
inskriptionen "Made in Iran").
Med dette "bevis" - en veritabel fornærmelse
mod vores intelligens - forsøger Washington at camouflere operationens mål. Det
er en del af strategien, der sigter mod at kontrollere verdens olie- og
naturgasreserver og deres energikorridorer [1].
Det er intet tilfælde, hvis Iran og Irak er i det amerikanske kikkertsigte.
Deres totale oliereserver er større end Saudi Arabiens og fem gange større end
USA's. Iranske naturgasreserver er ca. 2,5 gange USA's. Venezuela finder sig
selv være mål for USA af den samme grund, da det er det land, som ejer de
største oliereserver i verden.
Kontrollen over
energikorridorerne er af største vigtighed. Ved at beskylde Iran for at forsøge
at "afbryde flowet af olie gennem Hormuz strædet", meddelte Mike
Pompeo, at "USA ville forsvare friheden for skibstrafik". Med andre
ord meddelte han, at USA ønsker at opnå militær kontrol over dette nøgleområde
med hensyn til energiforsyning, inkl. Europa, ved frem for alt at forhindre
transitten af iransk olie (til hvilken Italien og andre europæiske lande i alt
fald ikke har fri adgang på grund af den amerikanske embargo).
Ø Billig iransk naturgas kunne også have nået Europa gennem
en gasledning gennem Irak og Syrien. Men projektet indledt i 2011 blev ødelagt
af USA/NATO operationen til ødelæggelse af den syriske stat.
Ø Naturgas kunne også være kommet direkte til Italien fra
Rusland og derfra blive distribueret til andre europæiske lande med
betragtelige økonomiske fordele via South Stream ruten over Sortehavet.
Men gasledningen, hvis etablering allerede var langt fremme, blev blokeret i
2014 pga. af pres fra USA og EU selv, til stor skade for Italien.
Faktisk var det produktionen gennem North Stream,
som fortsatte og gjorde Tyskland til triagecentret for russisk gas. Så på basis
af aftalen om det "amerikanske/europæiske strategiske samarbejde på
energiområdet" fastsat i juli 2018, tredobledes amerikansk eksport af
flydende naturgas (LNG) til EU. Triagecentret
var i Polen, hvorfra "Freedom Gassen" blev distribueret og også
nåede til Ukraine.
Washingtons formål er strategisk - for at ramme Rusland
ved at erstatte russisk gas i Europa med amerikansk gas. Men vi har ingen
garantier, hverken på prisen eller på tidshorisonten for amerikansk gas, der
udvindes fra bituminøst skifer ved hjælp af teknikken kendt som fracking
(hydraulisk frakturering), som er katastrofal for miljøet.
Så hvad har Matteo
Salvini at sige om alt dette? Da han ankom til det "største demokrati i
den vestlige verden", erklærede han stolt - "jeg er en del af en
regering, som i Europa ikke længere er tilfreds med brødkrummerne".
[1] « Geopolitique
du petrole à l’ere Trump » (Oliens geopolitik i Trumps æra)
af Thierry Meyssan, Voltaire Network, 9. april 2019.
Kilde: Il manifesto, 18. Juni 2019
Oversættelse:
MV
No comments:
Post a Comment